Minedrift var den primære aktivitet i området før parken blev underlagt myndighedernes beskyttelse. De første dokumenterede ikke-indianere som besøgte Death Valley kom i vinteren 1849; de troede de ville spare tid ved at skyde genvej til de store guldfelter i Californien. De sad fast i flere uger og gav de dalen sit nuværende navn, selv om kun en enkelt af gruppen døde. Flere korlevende byer opstod i området i slutningen af det 19. og tidlig i det 20. århundrede omkring guldfelterne, som fandtes der. Den eneste langsigtede lønsomme malm i området viste sig derimod at være boraks, et mineral som blev brugt til at producere sæbe.

Daværende præsident Herbert Hoover erklærede Death Valleyområdet for et nationalt monument den 11. februar 1933, og han afsatte næsten to millioner acres (8.000 km²) i det sydøstlige Californien og små dele af det sydvestlige Nevada til oprettelsen af Death Valley Nationalpark.

Oprettelse medførte en midlertidig lukning af diverse landområder, som egentlig var tiltænkt minedrift. Imidlertid blev Death Valley hurtigt genåbnet for minedrift igen af den amerikanske kongres i juni samme år. Alle de åbne gruber i det arrede landskab og de internationale mineselskaber, som opkøbte miner i markante dele af nationalmonumentet, førte snart til ramaskrig i offentligheden, som førte til en større beskyttelse af nationalparkerne i USA.

 

Kort over nationalparken

 

Sandklitter i Death Valley nationalpark

 

Harmony Borax Works var i drift fra 1883 til 1889. Minen er i det amerikanske National Register of Historic Places

 

Udsigten over Badwater Basin