Kalmarunionen

For alternative betydninger, se Unionstiden.

Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397 og varede til 1523. Unionen indbefattede områder som Finland, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Efter at Sverige forlod unionen, forblev Danmark og Norge i personalunion frem til 1814.

Unionen oprettedes ved et møde i Kalmar i 1397, da aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone Erik til konge over de tre lande. Fra mødet findes det såkaldte unionsbrev bevaret og tolkningen af dette har givet anledning til forskellige fortolkninger af begivenhedsforløbet. Uanset dette regeredes de tre riger af en fælles konge, og Erik efterfulgtes af Christoffer af Bayern. Ved dennes pludselige bortgang i januar 1448 savnedes imidlertid en given efterfølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Det kom til at vare til 1457, inden de tre riger atter blev styret af samme konge, Christian 1. Dette blev dog kortvarigt, og efterfølgere som Hans og Christian 2. regerede kun i korte tidsrum over Sverige. I Sverige var unionen dog hele tiden et politisk alternativ frem til valget af Gustav Vasa til konge i 1523.