Morten Søvsø forbinder navnet med det latinske ripa, der betyder flodbred.[1] Ribes indbyggere kaldes ripensere.

To store udgravninger, 1973-1975, og 2008-2012, har understreget den frisiske indflydelse i Ribes tidlige historie, mens et utroligt metaldetektorfund i 2018, af en møntskat ved Damhus umiddelbart syd for Ribe med 262 nyslåede mønter fra 800-tallet, endnu er ret ubeskrevet.[2]

Ribe anses for Danmarks ældste by,[3] med en historie der strækker sig tilbage til mellem 704 og 710, hvor der sandsynligvis lå en handelsplads på stedet - den nær eksakte datering skyldes en dendrokronologisk undersøgelse af tømmer i et brøndanlæg.[4] Placeringen var god til handel, da der var adgang til havet via Ribe Å, og der kunne rejses over land både mod nord og syd, og til den jyske østkyst.[5] Også nævneværdigt er handlen med mennesker - olddansk træl; slaver. Der er ikke fundet spor efter handlen med trælle, som typisk kun levner få spor i det arkæologiske materiale, så det er et vanskeligt tema.[6] Jordundersøgelser har vist spor efter store mængder husdyrgødning, og analysen af "frø, frugter og andre makrofossiler" indikerer også en lokal agerdyrkning.[7] Det arkæologiske fundmateriale består for det meste af keramikskår, hornsplinter og glasstykker. En del keramik er fortolket som støbeforme til kobbergenstande, blandt andet bæltespænder, mens horn og glas tyder på en produktion af hornkamme og glasperler, der er kendte handelsvarer på den tid. Hundredvis af vævevægte, der bruges i en opstadsvæv, samt forekomsten af knogler efter får tyder på der har været en tekstilproduktion på stedet. Der er også fundet et stort antal ravstykker, mest uforarbejdet, men mængden tolkes som tegn på forarbejdelsen af ravsmykker. Slaggerester fra jernsmedning, og 117 hvæssesten, heraf 17 fra Eidsborg, fuldender billedet af den sammensatte produktionsvirksomhed, der nok har haft sin livligste fase omkring midten af 700-tallet.[8] Endelig har fundet af i alt 218 mønter af typen sceatta og deres stratigrafiske placering ført til formodningen om tilstedeværelsen af en eller anden slags kontrol af møntfoden. Hos Claus Feveile tænkes denne kontrol at være hos den danske konge, mens blandt andre Kirsten Bendixen synes mere forbeholden.[9]

Ligesom i Dorestad er sporene efter den tidlige handelsplads fundet langs vandbredden og de repræsenterer formentlig handelsboder. I Ribe lå boderne langs åens nordvestlige bred, i en henved 400 meter lang og relativt smal strimmel, og tæt vest herfor lå en stor gravplads. Såvel anlægskonstruktion, møntfund og Mainzer-vintønder brugt som brøndindsats viser en sammenhæng med handelstederne ved Rhinen og Elben's flodmundinger, langs kysten mod England samt den sydengelske vestkyst.[10]

En 'rigtig', eller altså skriftlig, historisk sammenhæng viser sig i Vita Anskarii, skrevet mod slutningen af 800-tallet. Her nævnes bynavnet i kapitel 32, latin: vico regni sui Ripa vocato similiter locum, hvor det berettes om kongen Horik, der netop har genvundet kontrollen over Slesvig - dengang Hedeby - og nu også er villig til at lade en kirke bygge i Ribe. Hændelsen hvor Uffe fordrives fra Slesvig finder sted omkring årene 853-855. Vidnesbyrd om at der faktisk blev bygget en kirke, bringer historien tilbage til de arkæologiske resultater. Den kristne gravplads i Ribe kom til syne i forbindelse med udgravningerne i 2008-2012, på den sydøstlige side af åen, og sandsynliggør der har været en kirke mod 800-tallets slutning, måske endda på det sted hvor domkirken har sin plads i dag.[11]

I 948, ved en kirkesamling i Ingelheim, omtales de tre bisper i Ribe, Aarhus, og, ifølge Petrus Olai, i Slesvig, så at Ribe nu må være bispesæde, et par årtier før Jellingestenene blev rejst.[12][13]

 

Christoffer 1.s grav i Ribe Domkirke.

Ribebispens ældgamle ret til halvdelen af kongens indtægter i Ribe hævdes at være givet af Knud den Store. I altfald er privilegiet bekræftet af Knud d. 6. i 1196, overleveret til vor tid som den første tekst i Ribe Oldemoder.[14]

I 1127 blev kong Niels' søn Magnus den Stærke gift med Richiza af Polen i Ribe.[15] Ti år senere bliver Erik Emune dræbt ved Urnehoved, og senere gravlagt i Ribe Domkirke.[16]

Riberhus borganlæg blev påbegyndt i starten af 1100-tallet og her holdt kongen hof når han besøgte området. Ribe Domkirke blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet og indviet i 1250.

Dominikanerordenen stiftede et sortebrødrekloster i Ribe i 1228.[17] I 1259 døde Christoffer d. 1. i Ribe og blev begravet i domkirken. På den tid havde ærkebiskop Jacob Erlandsen holdt synode i Vejle, og der besluttet at riget skulle være i interdikt hvis kongen mishandlede eller fængslede en biskop. Ærkebiskoppen blev fængslet af kong Christoffer 1259, og det siges det var abbeden i Ryd kloster, Arnfast, der fandt lejlighed til at forgifte kongen. Kongegraven findes midt under domkirkens store kuppel.[18]

Den 26. juni 1269 blev Ribe Stadsret udstedt på danehoffet i Nyborg af kong Erik 5. Klipping.[12] Det er netop sådanne kongelige stadfæstelser der senere associeres til betegnelsen 'købstad' - egentlig 'købsted', henholdsvis 'købstedret'.[19] Byen blev en af landets største, og havde en god handel med eksport af okser.[12]

 

Nuværende rester af Riberhus, der blev ødelagt i 1643-44.

Den 3. september 1580 rammes byen af "Den store brand", en fatal brand, hvor 213 huse i 11 gader brændte.[20] Branden opstod hos rigmanden Kristen Borg i Stenbogade, hvor der, efter sigende, netop den aften var hentet meget hø ind i baggården, der lå op til Torvet og over mod Peder Dovns Slippe. Høet mentes nu selvantændt, men trods en frikendelsesdom af 21. februar 1581 måtte Borg søge kongens beskyttelse, inden han blev fri for mistanke.[21]

Efter reformationen af de kirkelige institutioner i 1500-tallet formåede byen at bevare både handel og velstand, men mødte også andre, på sin vis naturlige, udfordringer. Således blev det i løbet af 1600-tallet vanskeligt at holde Ribe Å sejlbar, og Fanø og Mandø blev derfor brugt som ladeplads til byen,[12] og under "den anden store manddrukning" den 11–12. oktober 1634 steg vandet i Ribe til 6,1 meter over dagligt vande. I domkirken ses forsat et mærke, hvor vandet stod 1,7 m over gulvet.[22]

En af landets mest omtalte hekseafbrændinger fandt sted i Ribe, da skrædderdatteren Maren Splids blev dømt som heks i 1641.[23]

Under Torstenssonfejden i 1643-44 bliver Riberhus borganlæg lagt øde,[20] og med enevælden's tid svandt nu byens handel med udlandet til fordel for København og Aalborg. I 1700-tallet var byens storhedstid forbi, selvom håndværket stadig trivedes og byen efterhånden blev kendt for kniplings- og lærredsfremstilling.[12]

Ribe hørte formelt til de nørrejyske enklaver, dvs. selvom byen lå i Sønderjylland, hørte byen jurisdiktivt til landstinget i Viborg.

I midten af 1800-tallet kom de første industrivirksomheder, og i 1885 jernbanen, da Bramming-Tønder-banen blev indviet, og to år senere forlænget til den tyske grænse, og videre mod Hamborg.

Anlæggelsen af Esbjerg i 1868, en splinterny industriby med direkte adgang til havet, fik sin indflydelse på erhvervene i Ribe. Der var dog fortsat fabrikker, heriblandt Crome & Goldschmidts Tekstilfabrik, Sct. Nicolaj Gade der havde ca. 120 beskæftiget i slutningen af 1800-tallet, og i midten af 1900-tallet havde Ribe Jernstøberi 520 ansatte. En god del af byens arbejdsstyrke var beskæftiget som tjenestemænd, da Ribe, helt frem til strukturreformen 2007, husede administrationen af Ribe Kommune, Ribe Stift, og Ribe Amt. Med de nyliberale strømninger i statsforvaltningen fulgte også flere jobs til brancherne i servicesektoren. Herefter blev byen en del af Esbjerg Kommune.[12]