Wiens rødder går tilbage til førromersk tid, og byens historiografi tager sin begyndelae med Jans der Enikels bykronik i det 13. århundrede.

Arkæologiske fund viser, at området allerede under den ældste stenalder blev benyttet, og at området ved Wienerbækkenet har været beboet siden den yngre stenalder. I Wien vidner adskillelige brandgrave men også bebyggelsesspor om bronzealderens urnemarkskultur. I Wien er hallstattkulturen fra den ældre jernalder beviselig takket være en stadig meget synlig gravhøj. Fra keltisk tid kender vi til et oppidum på Leopoldsberg og en keltisk bebyggelse med navnet Vedunia ("Skovbæk").

I det første århundrede e. Kr. anlagde romerne en militærlejr nær Donau, som grænsesikring af provinsen Pannonien med en tilhørende by til civile, Vindobona, hvor Wiens nuværende centrum er. Endnu i dag kan man på gadeforløbene i indre by ane forløbet af muren og gaderne i lejren. Romerne forblev i lejren indtil det 5. århundrede. Grundet den romerske legionslejrs placering i den østlige del af det vestromerske rige blev den udsat for de germanske folkevandringer og de medfølgende farer for at miste landområder.

Centrum for det tidligmiddelalderlige Wien var en bygning kaldet "Bjerggården", en handelsgård for vinavlere. Den første dokumenterede anvendelse i middelalderen findes i Salzburger Annalen omhandlende året 881, hvor "apud Weniam", et slag mod ungarerne, fandt sted. I denne beskrivelse er det dog ikke sikkert om slaget handlede om byen eller Wiener-floden. Med den østfrankiske konge Otto den Store's sejr over ungarerne i år 955 i Lechfeldslaget begyndte Wiens opbygning såvel som landet Østrigs.

I år 976 blev markgrevskabet Ostarrîchi under Babenbergerne indrettet i området nær grænsen til Ungarn, hvor Wien lå. Allerede i det 11. århundrede var Wien en vigtig handelsby, og i 1155 gjorde Henrik 2. af Østrig Wien til sin hovedstad. Kun et år derefter blev Østrig med det såkaldte Privilegium Minus ophøjet til et hertugdømme, og Wien blev dermed hovedsædet for hertugerne.

På vej hjem fra det tredje korstog blev den engelske konge Richard 1. Løvehjerte taget til fange af markgreve Leopold 5. i 1192 i Erdberg ved Wien og først løsladt efter betalingen af en stor sum løsepenge. Løsesummen brugtes bl.a. til at finansiere oprettelsen af det første mønthus og den første store byudvidelse. I 1221 fik Wien som den anden by i Østrig efter Enns stadsreten og fik status som ladested. Det betød, at købmænd og handlende, der kom igennem Wien, skulle udbyde deres varer, hvilket muliggjorde, at Wienbeboerne kunne blive mellemmænd i handelen og få vidtrækkende forretningsforbindelser. Derigennem kunne byen blive anerkendt som en af de absolut vigtigste byer i området.

 

Rudolf IV grundlæggeren – han grundlagde mange bygninger og konstruktioner og prægede derved byen

 

Wien i den Schedelsche Weltkronik, 1493.

Med Rudolf 1.'s sejr over Ottokar 2. af Bøhmen i 1278 begyndte æraen med Habsburgernes herredømme i Østrig. I tiden omkring Luxemburg-kejserne var Prag regeringsby, og Wien stod dermed i skyggen af denne. De tidlige Habsburgere forsøgte at udbygge byen for at holde trit med udviklingen og holde gang i byen.

Rudolf 4. skaffede sig stor hæder, da han gennem en klog økonomisk politik hævede velstanden betydeligt. Især to beslutninger har givet ham tilnavnet ”stifteren”: Grundlæggelsen af Wien Universitet i 1365 og opbyggelsen af det gotiske langhus til Stephansdom. Den følgende tids arvestridigheder bragte ikke kun uro, men også økonomisk tilbagegang.

I 1438 blev Wien igen residensstad efter valget af Albrecht V som tysk-romersk kejser (valgt som kejser Albrecht II). Han er frem for alt forbundet med den store fordrivelse af og mord på Wiens jøder i 1421/22. I 1469 blev Wien et selvstændigt stift og Stephansdom en katedral med en biskop. I den svage Friedrich IIIs æra var Wien hele tiden på kejserens modstanderes side, da han ikke var i stand til at sikre den mod omstrejfende og plyndrende lejesoldater. I 1556 blev Wien endelig til permanent residensby for kejseren, efter at Ungarn og Bøhmen var blevet indlemmet i Habsburgernes suverænitetsområde.

På denne tid blev byen igen katolsk, efter ellers i forbindelse med Reformationen at have været protestantisk. I 1551 blev jesuitterne hentet til byen og opnåede hurtigt indflydelse ved hoffet. Den førende person for modreformationen var Melchior Khlesl, som fra 1598 var biskop af Wien. Da de protestantiske kirker fortrængtes ved modreformationen blev det danske, det svenske og det nederlandske gesandtskab hjemsted for de eneste protestantiske menigheder. Af disse var den danske gesandtskabsmenighed den største frem til, at der med "tolerancepatentet" i 1781 blev indført en vis religionsfrihed.

  Uddybende artikler: Første tyrkiske belejring af Wien og Anden tyrkiske belejring af Wien

 

Det befæstede Wien i årene 1609-1640

I år 1529 blev Wien for første gang uden held belejret af tyrkerne. Grænsen mellem den habsburgske og den osmanniske del af Ungarn løb i næsten 200 år kun ca. 150 km øst for byen, hvilket begrænsede byens udvikling. Der blev brugt mange midler på at bygge fæstningsanlæg i stedet for mere brugbare bygninger. Disse fæstningsanlæg, som op i det 17. århundrede udgjorde det meste af bygningsindustrien, viste sig nyttige i 1683 under den anden tyrkiske belejring, da de beskyttede byen i to måneder før den tyrkiske armé måtte trække sig tilbage med uforrettet sag. Denne tilbagetrækning skete på grund af, at den polske konge Sobieskis indsatshær ændrede kampretning og dermed truede tyrkerne, så de måtte trække sig tilbage. Dette nederlag var begyndelsen til det Osmanniske Riges endeligt.

 

Belvedere-slot.

I tiden efter den tyrkiske belejring begyndte en omfattende byggevirksomhed og opblomstring af byen. I kraft af den omfattende genopbygning af Wien blev byen hurtigt præget af barokken. Der blev bygget talrige adelspaladser, som især er forbundet med de to arkitekter Johann Bernhard Fischer von Erlach og Johann Lukas von Hildebrandt. Et omfattende byggeri skete også uden for bymurene og fra 1704 fik forstæderne deres eget befæstningssystem kaldet "Linienwall" (linjevold), som var forløberen for den nuværende Gürtelstraße.

Efter fald i befolkningstallet ved store pestepidemier i 1679 og 1713 voksede indbyggertallet støt. På denne tid blev tillige de første fabrikker grundlagt. Der blev bygget kloakker og gaderendestenene blev nedlagt, hvilket forbedrede hygiejnen markant.

Med opblomstringen af byen udviklede Wien sig snart til det vigtigste europæiske kulturcentrum med wienerklassikken som højdepunkt, anført af navne som Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert.

Under Napoleonskrigene blev Wien to gange erobret af Napoleons tropper. I 1804 blev byen hovedstad for det nye rige Kejserdømmet Østrig. Efter den 7. koalitions sejr over Napoleon i 1814/15 blev de fremtidige politiske relationer i Europa aftalt på Wienerkongressen, hvor Frederik 6. deltog.

Den følgende Vormärz-epoke er kendetegnet ved stærk politisk undertrykkelse og en stærk bevægelse for mere demokrati og et mere åbent samfund, men også ved den mere indadvendte og småborgerlige Biedermeier-kulturretning, som var under opblomstring. I denne periode begyndte industrialiseringen for alvor, og i 1837 blev den første jernbanestrækning åbnet.

Ideerne bag den franske februarrevolution i 1848, bredte sig også til Wien; og den 13. marts brød Martsrevolutionen ud. Det tvang kansleren fyrst Metternich til at gå af, og den 6. oktober udbrød derefter Wiener Oktoberrevolution. Det kejserlige militær besejrede dog i sidste ende de revolutionære bevægelser, der havde kæmpet for indførelse af demokrati.

 

Plan over reguleringen af Donau, 1870-1875.

I 1850 blev byens areal forøget, idet forstæderne indenfor linjevolden blev indlemmet og opdelt i Bezirke. Nu blev de gamle bymure om Innere Stadt i 1858 revet ned og erstattet af den nuværende Ringstraße (Wien), og Wien blev arkitektonisk præget af en såkaldt "ringgadestil", som blandt sine arkitekter havde danskeren Theophilus Hansen, der bl.a. tegnede parlamentsbygningen og musikforeningsbygningen. Denne nybyggerperiodes højdepunkt var verdensudstillingen 1873. Fremgangen standsedes snart efter af et børskrak.

Efter den store oversvømmelse i 1830 overvejede man en regulering af Donau. Den blev dog først gennemført mellem 1868 og 1875. Donaus mange forgreninger blev gravet op, og floden omdannet til en snorlige hovedstrøm gennem byen. Forgreningen, der førte til den indre by, blev gjort smallere og bærer nu navnet Donaukanal.

Kejsertidens mest kendte borgmester var Karl Lueger, en karismatisk kristensocialist, som beklædte embedet fra 1897-1910 og er kendt for både praktiske kommunalreformer og brutal antisemitisme.

 

Wiens gamle byggeri måtte vige for neoklassicistiske lejlighedskomplekser (her i baggrunden), der ændrede de tidligere forstæders landsbykarakter. 1900.

På denne tid oplevede Wien sit foreløbig sidste kulturelle højdepunkt med perioden kaldet Wiener Moderne, forbundet med kunstnerforeningen Wiener Secession, som gjorde Wien til centrum for jugendstilen. Inden for musikken opstod Anden Wienerskole. Midt i denne frugtbare kulturelle atmosfære blev psykoanalysen stiftet af Sigmund Freud.

I 1880'erne og 1890'erne var Wien den største tysktalende by, og Europas næststørste by, kun overgået af London. Wien talte to millioner indbyggere flere år før Berlin og Paris opnåede dette indbyggertal. De sociale problemer var enorme. Tilstrømningen fra hele riget, især af slaviske og jødiske migranter, skabte en prekær bolignød. I arbejderbydelen Favoriten [1] boede der i gennemsnit ti personer i en etværelses med køkken, men uden indlagt vand. Børnedødeligheden var fire gange højere end i Wiens velbjergede bydele. Næsten alle kældere var beboet; og senge, der ikke blev anvendt om dagen, blev udlejet til Bettgeher ("sengegåere"), dvs. hjemløse, der kunne benytte sengene i otte timer om dagen, men ellers ikke måtte opholde sig der. I 1910 var der over 80.000 Bettgeher i Wien. En stald, der var ubeboelig for dyr, blev beboet af syv voksne og tre børn. Der fandtes intet socialt sikkerhedsnet; forsorgsvæsnet var baseret på privat velgørenhed, såsom suppekøkkener, varmestuer, herberger og børnehjem, alt i privat regi og ofte betalt af jødiske filantroper. Udvalgte trængende fik rester fra spisesteder og sygehuse, og når en bager forærede sit usolgte brød væk, kom horder stormende og sloges om skorperne. Varmestuerne, der om dagen var overfyldt af "sengegåere", begyndte at holde åbent om natten. I kondemnerede gårde kunne der bo firs personer presset sammen i en treværelses, så udbrud af tuberkulose og kolera spredte sig eksplosionsagtigt. Rotter myldrede. Prostitution var udbredt, også blandt børn. I 1908 ville oppositionen i bystyret åbne sporvognshallerne for de hjemløse; men myndighederne viste til de igangsatte tiltag (alle i privat regi) og påstod, at al hjemløshed i Wien var selvforskyldt. Udenfor herberget i Meldemannstrasse, hvor Hitler flyttede ind i december 1909, var der hver aften lange køer af fattige. Herberget havde plads til 1.000 overnattende; alligevel måtte vagter passe på, at der ikke brød optøjer ud blandt dem, der ikke slap ind.[2]

 

Husvildeherberget i Meldemannstraße, hvor Hitler holdt til i flere år.

På sit højeste (omkring 1914) havde Wien 2,2 til 2,3 millioner af Donaumonarkiets omkring 50 millioner indbyggere. Efter 1914 havde dog såvel Berlin og Paris vokset sig større end Wien. Efter det Habsburgske monarkis kollaps under første verdenskrig tabte byen meget af sin status, og indbyggertallet faldt. I 2012 havde byen omkring en halv million færre indbyggere end i storhedstiden.

Krigshandlingerne i 1. verdenskrig truede ikke umiddelbart Wien, men på grund af den langvarige krig opstod en forsyningskrise. Krigens afslutning betød opløsning af Østrig-Ungarn og dermed slutningen på Wiens tid som kejserresidens. Den 12. november 1918 blev republikken udråbt i parlamentet.

Fra at have været centrum i et storrige med mere end 50 millioner indbyggere blev Wien, der dengang havde ca. 2 millioner indbyggere, nu en alt for stor hovedstad til et lille, fattigt land med ca. 6 millioner indbyggere. Arbejdsløshed, fattigdom og sult blev følgen. I bl.a. Danmark, Schweiz og Portugal modtog et stort antal familier børn fra Wien til pleje i kortere eller længere tid. Disse såkaldte wienerbørn opretholdt gennem mange år forbindelserne til fx deres danske plejeforældre, forbindelser som i mange tilfælde er fortsat af de senere generationer.

I 1922 blev Wien udskilt fra Niederösterreich og blev en selvstændig delstat. En af grundene var (udover at man frygtede Niederösterreichs dominans i den nye småstat) forskellen mellem den socialdemokratiske byregering og den kristendemokratiske delstatsregering.

En byregering (Røde Wien) blev international anerkendt for sit sociale pionerarbejde. Der etableredes et solidt socialt sikkerhedsnet og opførtes i stor udstrækning kommunale boliger til arbejderne.

Den første republiks økonomiske og politiske ustabilitet medførte en politisk kamp i parlamentet, i medierne, i de politiske organisationer og ved talrige demonstrationer for og imod den konservative regerings beslutninger. De kulminerede i 1934 med, hvad socialdemokratiet kaldte "militærregeringens borgerkrig mod folket" og regeringen kaldte socialdemokraternes "februaropstand". Der fulgte fire år med kristendemokratisk, fascistisk diktatur (Stænderstaten), der lagde Wien direkte under regeringen og nedlagde den selvstændige byforvaltning.

I 1938 lod den østrigskfødte tyske rigskansler Adolf Hitler, som var kommet til magten i 1933, hæren marchere ind i Østrig og erstattede derved det fascistiske styre med et nationalsocialistisk styre.

 

Antiluftskytstårne opført under 2. verdenskrig findes stadig i byen

Hitlers politik, der indebar en stærk forfølgelse af jøderne, faldt i god jord i Wien, da man her i flere århundreder og især siden begyndelsen af det 20. århundrede havde anvendt antisemitismen politisk. Umiddelbart efter den tyske indmarch begyndte ariske wienere spontant at true, plage og udplyndre jøder samt uddrive dem fra deres huse. Af de knapt 185.000[3] jødiske wienere blev ca. 120.000 tvunget til emigration, ca. 60.000 blev myrdet, og kun 5.243 overlevede verdenskrigen.

Byforvaltningen blev ændret, så der dannedes et Stor-Wien med et 3 gange så stort areal som tidligere.

Den 17. marts 1944 begyndte luftangrebene mod Wien. Under dem blev over en femtedel af byen ødelagt. Stephansdom, der ellers havde undgået luftangrebene, brød i brand, dog ikke som følge af kamphandlinger men derimod efter en plyndring. I april 1945 blev Wien erobret af den sovjetiske hær ved "Wienoffensiven", som varede otte dage.

Få dage efter krigens afslutning sørgede sovjethæren for at etablere et nyt bystyre. Også de politiske partier gendannedes. Først i efteråret 1945 lod Sovjetunionen militær fra de øvrige allierede, USA, Storbritannien og Frankrig nå Wien. Den blev indtil 1955 en firesektorby. I 1. bezirk, der ikke var fast tildelt én af de fire besættelsesmagter, gik magten på skift hver måned.

På Schwarzenbergplatz, der i 1945–1956 hed Stalinplatz, rejste den Røde hær i 1945 et krigsmindesmærke. Det afsløredes den 19. august 1945 og vedligeholdes af bystyret. Dets forbliven er garanteret i den østrigske Statstraktat.

Efter krigen fulgte i Wien, som overalt i Vesteuropa, et enestående økonomisk opsving.

Den 15. maj 1955 fik Østrig igen sin fulde frihed med den Østrigske Statstraktat. De sidste besættelsestropper forlod landet i oktober 1955. Den 26. oktober 1955 vedtoges derefter loven om Østrigs stedsevarende neutralitet. Denne dag er Østrigs nationaldag.

I slutningen af 1956 modtog man i Wien mange ungarere, der efter det mislykkede oprør mod det kommunistiske regime var flygtet mod Vesten. Ligeledes ankom mange tjekkere og slovakker i 1968, som havde forladt det daværende Tjekkoslovakiet efter den sovjetiske indmarch og afslutning på foråret i Prag. Først fra november 1989 blev Wien et naturligt rejsemål for borgerne i de nævnte lande.

 

Donaubyen Wien med Donaus hovedstrøm

I 1957 fik Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) sit hovedsæde i byen (som første internationale organisation efter 1945). Fra 1965 har Wien desuden været hovedsæde for OPEC. I 1961 fandt et topmøde mellem den amerikanske præsident John F. Kennedy og den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov sted i byen. I 1980 blev det internationale center i Wien (det tredje embedssæde i FN) åbnet. Her har, foruden IAEA, UNIDO og UNODC til huse. Tilsammen trak alt dette Wien hen imod en position som by for kongresser og forhandling i konfliktsituationer.

I 1964 afholdtes i Wien en international haveudstilling på et område, der tidligere var losseplads på den venstre bred af Donaufloden, og med det nye Donautårn som vartegn. I 1986 blev der, hvor der tidligere var oversvømmelsesområde, gravet en ny Donaukanal ved siden af Donau, og den derved opståede Donau-ø har udviklet sig til et foretrukkent sted for rekreative aktiviteter. Sidst i det 20. århundrede blev en skyline på begge sider af Donau opbygget med højhuskvarterer.

Infrastrukturen i byen forbedredes ved bygning af undergrundsbanen, der erstattede bybanen fra omkring år 1900 og som dækkede nye kvarterer af byen. Første delstrækning af U1 blev åbnet i 1978.